En anonym beretning!

[Sanne]

Jeg forlod min kæreste (A) for noget tid siden. Han havde været voldelig det sidste år, jeg var sammen med ham, og det havde taget mig lang tid at indse, at det var et håbløst forhold.
Jeg troede, at det ville blive afslutningen på alle problemerne, da jeg gik fra ham.
Den første tid alene føles stadig uvirkelig. Jeg havde været dum nok til at slå op med ham, mens jeg var alene med ham, og jeg var kommet temmelig meget til skade. Jeg burde nok have været på skadestuen, men jeg var så meget i chok, at jeg ikke kunne overskue det.

Jeg stod op tidligt næste morgen og tog på arbejde. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre, så jeg fulgte bare rutinen, men da jeg kom hjem om eftermiddagen, var jeg så træt, at jeg gik direkte i seng.
Jeg vågnede ved at A bankede på mit vindue. Det var mørkt udenfor, og jeg råbte, at han skulle gå sin vej, men han truede med at smadre ruden, så jeg lukkede ham ind.
"Tror du virkelig at du kan klare dig uden mig?" spurgte han. Jeg var for bange til at svare. Han tog fat i mit hår, og smed mig ned på gulvet. Efter at have sparket mig i maven, gik han. Jeg kunne høre hans bil køre væk, men der gik et par timer, inden jeg turde rejse mig fra gulvet.

Dagen efter var jeg nær besvimet midt under et møde, og jeg måtte have en kollega til at køre mig hjem. Han spurgte, om jeg ville på skadestuen, men jeg turde ikke; jeg var nervøs for alle de spørgsmål, de ville stille. Jeg var slet ikke parat til at indrømme, hvad der var sket.

De næste par dage var fredelige. A holdt sig væk. Han kom ikke hjem til mig, og ringede ikke, men jeg blev mere og mere bange, for jeg vidste ikke hvad han kunne finde på. Jeg var overbevist om, at han planlagde et eller andet, derfor begyndte jeg at lede efter et nyt sted at bo.
I denne periode passede jeg mit arbejde hver dag, men jeg kunne ikke koncentrere mig, og jeg sov stort set ikke om natten. Men så begyndte A igen at komme og banke på min dør om natten. Som regel gik han igen, hvis jeg lod som om, jeg ikke var hjemme, men så opdagede han, at et af mine vinduer kunne åbnes udefra, og han kravlede ind igennem det. Jeg stod bare og kiggede på ham; jeg kunne slet ikke trækket vejret. Jeg kan ikke huske, hvad der skete den nat, men jeg vågnede liggende på gulvet i min entré næste morgen.

Heldigvis fik jeg hurtigt en ny lejlighed i en anden by. Jeg overnattede i den allerede den første nat, selvom jeg ikke havde flyttet nogle af mine ting, og for første gang i et helt år, sov jeg fredeligt hele natten.
A valgte at benytte en anden strategi. Han ringede og undskyldte, han skrev søde beskeder og sendte blomster til min gamle adresse. Jeg troede virkelig på, at han var ked af det. Jeg elskede ham jo stadig, og han havde haft mange psykiske problemer, så det var ikke, fordi han var ond. Måske, hvis han fik hjælp, kunne vi få det til at fungere?

Jeg tog hjem til ham, for at snakke med ham. Det var en dårlig ide. "Du er flyttet" skreg han ad mig. Jeg troede ikke, han havde opdaget det. Alle mine ting var stadig i det gamle hus. "Ja" svarede jeg, "men jeg tror, det er bedst, hvis du ikke får at vide, hvor jeg er flyttet hen".
Togturen hjem tog 2 timer. Jeg blødte og var i chok. Omsider var det nødvendigt at gå til lægen. Min læge så på mig og spurgte, hvad der var sket. Mine tanker var éet stort kaos, og jeg var ikke engang selv sikker på, hvad der var sket, så hvad skulle jeg svare? "Jeg har været lidt stresset på det sidste, og jeg kom til at gå ind i en dør". "Nåh, ok" svarede lægen, "hvordan har du det ellers?". Jeg gav op, jeg kunne ikke forklare, hvor store problemerne var.

Jeg følte, at jeg blev nødt til at gøre et eller andet. Jeg var sikker på, at A ville slå mig ihjel. Jeg overvejede ikke at ringe til politiet, jeg havde tidligere forsøgt at anmelde ham, men uden succes, så jeg troede ikke, at de kunne hjælpe. I stedet ringede jeg til A's mor, og sagde, at hvis ikke hun fik ham indlagt, ville jeg gå til politiet. Hun gjorde det. Hun overtalte A, til at tage på psykiatrisk skadestue, og han blev indlagt i en måneds tid. Omsider fik jeg lidt fred. Men det var også på dette tidspunkt, at jeg måtte indrømme, hvor meget stress jeg havde levet under. Jeg sov aldrig mere end 3 timer ad gangen, jeg havde svært ved at sidde stille på mit kontor, hver gang der var en høj lyd, fór jeg sammen.

Da A kom ud af hospitalet, gik jeg med til at mødes med ham. Han sagde, at han havde det bedre, og at han var glad for sin nye psykiater.
Det var første gang, jeg var på skadestuen. Det var midt om natten, da jeg kom derhen, men der var en del mennesker i venteværelset. "Hvad er der sket?" spurgte sygeplejersken. "Jeg faldt ned ad trappen" svarede jeg. Måske havde jeg svaret ærligt, hvis ikke 10 andre mennesker havde kunnet høre mit svar. Det tog et par timer, inden de lod mig gå. Det var enormt ubehageligt. De bad mig om selv at finde vej til røntgenafdelingen; tværs igennem det mørke hospital (jeg for vild flere gange undervejs), og til sidst satte de mig i et rum sammen med to andre patienter og forklarede mig, at der ikke var noget alvorligt galt. Jeg gik hjem alene igennem den mørke by. Jeg kom forbi et diskotek, hvor en gruppe unge stod foran døren. De virkede så glade; jeg græd resten af vejen hjem.

Jeg blev ved med at have kontakt til A et stykke tid, for jeg tænkte, at det var bedre at vide, hvor han var, end at skulle leve i frygt. Men til sidst besluttede jeg, at det skadede mig for meget.